Juni 2012
2012-06-21Anderledes møde for konsulenterne
Tirsdag den 19. juni holdt vi et anderledes møde for konsulenterne vi har, der arbejder i det indre København.
Om bord på Chaluppen, der oprindelig er bygget til Chr. 10. sejlede vi rundt i havnen og tilhørende kanaler.
Det var en rigtig hyggelig tur, og med god snak og fin forplejning om bord.
Jeg håber, at det kan gentages en anden gang.
Michael
2012-06-07Takt og tone på konsulentmødet
Konsulentmødet i juni bød på et meget underholdende indlæg af Gitte Hornshøj, der er foredragsholder, forfatter og restauratør.
Gitte Hornshøj introducerede sit oplæg om takt og tone med ordene: “Nu holder vi en fest”. Og sådan blev det. Levende, varmt, gestikulerende og grimasserende opførte Gitte Hornshøj sine kongstanker om, at god opførsel er en smørelse, der gør det lettere for os alle sammen at omgås – både derhjemme, i festligt lag og på arbejdspladsen.
Gitte Hornshøj kom ind på helt håndgribelige emner som bestikkets og tandstikkernes placering, men brugte størsteparten af tiden på den mellemmenneskelige takt og tone, som også er vigtig på arbejdspladsen.
Det er livseleksir at møde et glad ansigt, og vi har en pligt til at sige godmorgen, goddag og godaften. Den bedste gæst, ven eller kollega er den, der stiller spørgsmål til den anden.
Vi har glemt at snakke med hinanden og være nærværende. "Jeg tror, det er i elvte time, at vi får øjnene op for vores opførsel. Hvis man har det rart med hinanden, så kan alt lade sig gøre", lød det optimistiske budskab, inden Gitte Hornshøj forlod en begejstret forsamling.
